Weekly News

Mads Arlien-Søborg, trendforsker, forfatter, journalist og TV-vært BOLIG

Tidens store trend er den personlige indretning

Som livsstilsekspert og trendforsker får jeg ofte stillet spørgsmålet: Hvad er tidens trend indenfor boligindretning? Der er det i dag helt befriende, at man med sin faglige baggrund rent faktisk kan sige, at tidens store trend er den personlige indretning – med andre ord så eksisterer der ikke overordnede retningslinjer for, hvordan man skal indrette sig for at være med på tidens trends.

Det betyder samtidig, at boligmagasiner og trendeksperter ikke længere kan diktere en fast opskrift på den gode stil, som forbrugerne så kan gå ud og kopiere. Danskerne er blevet så bevidste om indretning og design, at det nu er trenden, at man skal følge sit eget hjerte. Folks personlige historie skal komme til udtryk gennem den måde, de indretter deres hjem på – det er dét, der er trenden i dag.

Så i stedet for at fokuserer på selve indretningen er det mere interessant at se, hvordan selve boligen ændrer sig. Den klassiske rumfordeling med stuen som centrum er på vej ud. Ungerne vil hellere sidde for dem selv og være på Netflix, end de vil sidde med forældrene i stuen fredag aften og se X Factor. Husets kvadratmetre vil blive fordelt anderledes, end vi har gjort før. I stedet for værelser og traditionel rum til rum deling, vil indretningen være mere flydende, og vi vil i højere grad tænke børnezoner, voksenzoner, fritidszoner, arbejdszoner osv.

Det store fokus på moderne gastronomi og det nye nordiske køkken har tændt behovet for køkkener, der ikke består af tunge moduler, men er lettere og mere værkstedsagtige. Køkkenet bliver derfor i højere grad opfattede som et madværksted, hvor der er fokus på at lave god og sund mad. Jeg er ikke i tvivl om, at køkkenet i dag er boligen vigtigste rum og sociale samlingssted.

Der vil stadig være meget fokus på badeværelset med udgangspunkt i at lave badeværelset om til et velværelse. Selvom vi de seneste år har brudt vægge ned og åbnet op, har vi stadig behov for intime rum, hvor vi kan gå ind og lukke døren og puste ud.

De seneste år har vi oplevet en stigende tendens til at kigge tilbage og købe de sikre klassikere – nye såvel som brugte. Senest har FDB derfor igen introduceret os for nye udgaver af de folkelige designmøbler, som 1950’ernes arkitekter skabte ud fra et ønske om at reducere priserne. Men alting er i bevægelse. Vi er i dag mere optimistiske med hensyn til fremtiden og tænker mere fremadrettet. I de kommende år vil der blive tænkt i nye funktionelle løsninger, nye materialer osv... Det vil typisk være nye typer af møbler, der i højere grad henvender sig til moderne mennesker og deres behov – bland andet det faktum, at vi der bor i byerne i fremtiden kommer til at bo på færre kvadratmetre.

Del

Journalist

Mads Arlien-Søborg

Andre artikler