Weekly News

Drop middagsluren og sov bedre!

En god nats søvn er afgørende for dagen, der kommer. Men hvor vigtigt er det for vores krop og psyke, at vi sover godt – ikke mindst, når vi kommer lidt op i årene? Det har søvnekspert Mikael Rasmussen et bud på.

Der er ikke noget i vejen for en daglig middagslur – blot den er regelmæssig.

Det er ikke for ingenting, at vi sover godt 25 år af vores liv væk. Søvn har en enorm betydning for vores velbefindende, og det er netop, når vi lægger hovedet på puden, at der foregår en masse nødvendige genopbygningsprocesser i vores krop. Eller som Mikael forklarer:

– Søvn er en forudsætning for at leve. Uden søvn kan vores hjerne ganske enkelt ikke fungere, og det gælder såvel de kognitive som de emotionelle og sociale kompetencer. Søvn er også vigtig for vores immunforsvar, og er vi i underskud på søvnkontoen vil vi også få sværere ved at bekæmpe eventuelle vira.

Og det bliver ikke mindre vigtigt med årene. Ny forskning viser nemlig, at hjernen vaskes ren, når vi sover – og at der er en vis sammenhæng mellem risikoen for Alzheimers og søvnmangel.

– Når vi sover bliver vores hjerne vasket ren. Den bliver skyllet igennem af en væske fra det glymphatiske system, og alle urenheder og giftstoffer, der har ophobet sig i løbet af dagen bliver vasket ud i lymfesystemet, gennem leveren og udskilles som urin. Netop dette glymphatiske system er stort set kun aktivt, når vi sover. Derfor er der gode indikationer for, at man ved manglende eller uregelmæssig søvn risikerer, at disse affaldsstoffer ophobes i hjernen og dermed kan nedbryde hjernecellerne. Og så øges risikoen for sygdomme som Alzheimers og Parkinsons, forklarer Mikael Rasmussen.

Så det er bestemt ikke spild af tid at sove. Heller ikke, når man bliver ældre. Men er det nu også sandt, når man siger, at ældre mennesker har mindre behov for at sove?

– Både og. Vores søvn ændrer sig gennem hele livet, og når vi bliver ældre påvirker det bl.a. den dybe søvn. Hvor en ung mand befinder sig i dyb søvn i omkring 25 procent af den tid han sover, vil det være reduceret til omkring ti procent, når han kommer i pensionsalderen. Der er ingen umiddelbar forklaring på det. Det er ganske enkelt et af vilkårene ved at blive ældre.

Samtidig bliver vores opvågninger hyppigere. Det kan være vi skal op og tisse, have et glas vand, eller at det er sygdom, der forstyrrer nattesøvnen. Men hvordan sikrer vi os en god søvn – ikke mindst i alderdommen? Det har Mikael et godt bud på:

– En af forudsætningerne for at kunne sove godt er, at nervesystemet er i ro. Der er ikke noget som stress eller angst, der kan ødelægge en god nats søvn. Oplever man at have svært ved at falde i søvn eller har indsovningsproblemer, der varer i mere end en halv time, så er det ud af sengen! I stedet for at blive liggende og vende og dreje sig med irritation til følge, så er det ud. Skift miljø. Gå ud i køkkenet og lav en kop te eller kig lidt ud på nattehimlen. Det gælder om at ”aflære” kroppen, at det at ligge i sengen er forbundet med noget negativt. Din seng skal være et rart sted at være, og ikke et sted, der forbindes med frustration. Og så gælder det ifølge Mikael om at have en regelmæssig søvn og en regelmæssig døgnrytme.

– Derfor er det også vigtigt, ikke mindst som ældre, at udfordre sin døgnrytme lidt. Er man syg eller småsløj kan det være fristende at sove den halve dag, men det hjælper ikke på hverken helbred eller nattesøvn, forklarer Michael og fortsætter:

– Der er dog ikke noget i vejen for at tage en middagslur, når man kommer lidt op i årene. Det er bare vigtigt, at det er regelmæssigt. Altså på samme tid hver dag. Har man tendens til mange smålure, så spiser de af søvnpresset og giver dermed en dårligere nattesøvn, slutter han. 

Fakta

Sådan sover du bedre

Gør dig klar til at sove en halv til en hel time inden du går i seng. Sluk alle skærme og læs i stedet en bog, løs en sudoku, gå en aftentur eller snup opvasken. Det får nervesystemet til at slappe af og gøre sig klar. Har du alligevel problemer, når du lægger hovedet på puden så prøv med en distraktionsteknik som at tælle baglæns fra tusind eller et par gode afspændingsøvelser. Og sov så godt!

Del

Journalist

Rikke Kokholm

Andre artikler