Weekly News

Den ultimative bounty-oplevelse direkte fra Billund

Nu kan man rejse på charterferie direkte til Maldiverne fra Billund Lufthavn og samtidig halvere rejsetiden.

Det bliver ikke meget mere  fantastisk end at kunne indtage den uhindrede udsigt til det blå hav og den uendelige horisont fra sengen.

Hvis Maldivernes kridhvide sandstrande og krystalblå laguner har forekommet som en uoverkommelig Bounty-drøm af et paradis, er det ikke så mærkeligt. En tur til det eksotiske ø-rige i det Indiske Ocean kan løbe op i +26 timers rejse med flere mellemlandinger undervejs og en indenrigsflyvning til sidst. Nu er Maldiverne imidlertid blevet et yderst fremkommeligt rejsemål med en bekvem direkte charterflyforbindelse fra Billund Lufthavn til Maldiverne. En forbindelse, der samtidig halverer den oprindelige rejsetid.

Den forkortede rejsetid skyldes ikke mindst, at flyselskabet Danish Air Transport (DAT), der flyver ruten, ikke mellemlander, men blot er nede for at tanke flyet op og skifte besætning 1-2 gange afhængig af vind og vægt. Det tager ca. 40 minutter. Imens bliver passagerne siddende i flyet og skal dermed ikke atter igennem et tidskrævende flyskifte og sikkerhedstjek, før man kan fortsætte rejsen.

Samtidig er det nu blevet muligt at benytte den tidligere britiske militærlufthavn Gan på Maldiverne. Hidtil var lufthavnen i hovedstaden Malé den eneste for international flytrafik, og herfra skal man typisk på en lille times tur med en vandflyver ud til sit resort. I Gan hentes man i stedet af en speedbåd, der sejler en de sidste 10 minutter til resortet, hvor man efter ca. 13 timers sammenlagt rejse kan iføre sig klipklapper og badetøj.

De to eneste rejseselskaber, der tilbyder sine gæster charterferie til Maldiverne direkte fra Billund, er Primo Tours og Århus Charter. Det er også muligt at skære af den lange rejsetid ved på egen hånd at flyve med Qatar Airways eller man kan med Sri Lankan Airlines kombinere turen med et besøg på Sri Lanka, der kun ligger halvanden times flyvning fra Maldiverne. Det er dog uden den trygge ramme som en arrangeret charterrejse med danske rejseledere tilbyder.

– Maldiverne er et af de mest eksotiske steder i verden med sin helt unikke natur. Det er simpelthen indbegrebet af et paradis med kridhvide strande, palmer, azurblå laguner og krystalklart koralrev. Før tilbød vi udelukkende charterrejser til landene omkring Middelhavet, men med Maldiverne, der er vores eneste oversøiske destination, kan vi nu også tilbyde vores gæster noget helt ud over det sædvanlige, siger bureauchef Henrik G. Jensen fra Århus Charter. Bureauet arrangerede sine første rejser til Maldiverne i januar sidste år.

– Maldiverne er et vinterrejsemål hos os. Så når det er koldt med regn, sne og blæst herhjemme, kan man komme 9 eller 16 dage afsted til sol, varme, luksus og masser af oplevelser. Vi flyver fra den 20. december og til og med påsken i 2017, fortæller Henrik G. Jensen og tilføjer, at danske rejseledere tager imod på de to resorter, Århus Charter tilbyder.

De fleste resorter på Maldiverne ligger på hver sin egen ø, der leases af staten. Øerne er præget af en frodig natur med høje slanke kokospalmer og eksotiske blomster, og Maldiverne er også et paradis under vandet. Ud for hver ø ligger koralrev, som omkranser lagunen. Her findes en enestående undersøisk verden med millioner af farvestrålende fisk i alle størrelser og et fascinerende koralrev. Havet er tilmed rent og klart med en suveræn sigtbarhed, hvilket gør området til det perfekte rejsemål, hvis man holder af at snorkle, ligesom undervandsdykning også er en yndet aktivitet på Maldiverne.


Århus Charter arrangerer rejser til det 4-stjernede Canareef Resort og det 5-stjernede Shangri-La’s Villigili Resort & Spa.

– Jeg har rejst mange steder i verden, men jeg har aldrig oplevet en så unik service som den på Maldiverne. Der er på det 4-stjernede Canareef Resort for eksempel lige så meget personale, som der er gæster, og man har den samme fast tilknyttede servicemedarbejder under hele opholdet, fortæller Henrik G. Jensen og tilføjer, at befolkningen på Maldiverne generelt er utroligt venlige og servicemindede.

På Canareef Resort bor man i bungalows direkte på stranden, hvilket betyder, at man blot har få meter, før man kan læne sig tilbage i det tempererede azurblå vand. Øen er smal og 8 kilometer lang. Til den ene side ligger det Indiske Ocean med det spektakulære koralrev, mens man har den rolige og badevenlige lagune på den anden side. Det er også herfra man kan nyde solnedgangen, mens man på siden ud til det Indiske Ocean har udsigt til solopgangen.

Unikt for dette resort har man mulighed for at få et indblik i, hvordan lokalbefolkningen bor og lever på Maldiverne, idet der er etableret en bro til det, der tidligere var en del af resortøen. Her bor 6000 lokale indbyggere i en by, som man kan besøge sammen med de danske rejseledere.

Er man til den ultimative luksusoplevelse ligger Shangri-La’s Villigili Resort & Spa og lokker med sin egen eventyrlige verden af afslapning og udsøgt forkælelse. Her kan man for eksempel bo i water bungalows på pæle i vandet. Det bliver ikke meget mere fantastisk end at kunne indtage den uhindrede udsigt til det blå hav og den uendelige horisont fra sengen, så snart man åbner øjnene om morgenen.

Shangri-La kan desuden tilbyde Maldivernes eneste golfbane – en 9-hullers bane med udsigt til den blå lagune den ene vej og det Indiske Ocean den anden. Golf er, ifølge Henrik G. Jensen, blot en af de mange aktiviteter, Maldiverne tilbyder.

– Maldiverne er afslapning, og her kommer man ned i et helt andet gear, men man keder sig aldrig. Foruden snorkling og dykning og vores sociale arrangementer, kan man tage på delfinsafari. Sidst jeg var der, så vi omkring hundrede delfiner på sådan en tur. Man kan også se havskildpadder, rokker og utallige farvestrålende fisk, fortæller Henrik G. Jensen. Han tilføjer, at det også er muligt at sejle ud og fiske efter bl.a. barracudaer, nyde en massage eller spabehandling, ligesom der er gratis adgang til tennis og fitness. Desuden får man som gæst på Canareef Resort udleveret sin egen cykel, så man kan cykle rundt og udforske øen via stisystemer.

– Mange af vores gæster vil gerne opleve noget andet end det naboen oplever, og Maldiverne er netop en helt særlig autentisk oplevelse, der med vores direkte rute fra Billund Lufthavn og halverede rejsetid, er blevet langt mere tilgængelig end hidtil, slutter Henrik G. Jensen.


Fakta

Maldiverne er en øgruppe beliggende sydvest for Indien i det Indiske Ocean. Øgruppen består af 1192 koraløer beliggende på 26 atoller. 310 af øerne er beboede og 110 af disse er resorter. Gennemsnitstemperaturen er 28-29 grader året rundt. Maldiverne er en republik, og befolkningen både taler og forstår engelsk. Der er 300.000 indbyggere på Maldiverne.

Del

Journalist

Anne-Mette Klausen

Andre artikler