Weekly News

Rose Maimonide rådgiver gravide og børneforældre om økologi og naturlig sundhed. BØRN

Den økologiske livsstil starter i vuggen

Fra barnet er helt nyfødt, kan forældrene træffe mange gode valg om økologi - men i støvede omgivelser kan det hele nærmest være lige meget.

Hvis ikke man vælger fiskeolie i god kvalitet, kan den nærmest skade mere, end den gavner.

Den økologiske og sunde livsstil begynder, så snart det helt nye menneske ligger i sin vugge – og er afhængig af de valg, forældrene træffer som forbrugere. En af de første situationer i en babys liv, hvor forældrenes valg gør en forskel, er, når der skal købes sutter, flaskesutter, bideringe og andre ting, som det lille barn sutter og gumler på.

– Jeg anbefaler, at man vælger produkter lavet i det, der hedder medicinsk silikone. Sutter lavet af almindelig silikone eller latex kan indeholde rester af allergene stoffer. Man ved faktisk ikke ret meget om, hvordan silikone påvirker mennesker, og derfor er det tilladt. Det er ikke super logisk, synes jeg, men sådan er det. Man kan se, at silikone ophobes i naturen, for eksempel i fisk, hvor det er meget svært nedbrydeligt. Men medicinsk silikone er en raffineret for form for silikone, der er renset for de kedelige stoffer, almindelig silikone kan afgive, siger Rose Maimonide.

Hun rådgiver gravide og børneforældre om økologi og naturlig sundhed og har udgivet de to bøger, ”BABY – 100 % naturlig uden tilsætning” i 2011 og ”Dit sunde barn – sådan” i 2015.

På ble-fronten er det enkleste ifølge Rose Maimonide at holde sig til bleer, der bærer Svanemærket og Astma og Allergi-mærket.

– Det nye blemærke Naty laver rigtig fine økologiske bleer – og jeg får ikke penge for at anbefale dem. Libero har Svanemærket, men ikke Astma og Allergi-mærket. Rema 1000’s bleer har begge mærker og er udmærkede. Det er altså ikke nødvendigvis dyrere at vælge sunde og bæredygtige bleer. Derudover kommer det selvfølgelig an på pasformen, hvilken ble, man ender med at vælge, siger hun.

Luksusudgaven er økologiske stofbleer.

– Så er man helt fri for spørgsmålet om eventuelle stoffer i engangsbleer. Mange tænker nok, at det er håbløst gammeldags, men det er en myte, for der findes faktisk ganske mange udmærkede stofbleer. Ja, det kræver lidt ekstra arbejde, men hvis man vil gå linen ud, så er moderne stofbleer det allerbedste valg.

Udvalget af økologisk børnetøj vokser og vokser. Det er fornuftigt at købe økologisk tøj til det lille barn, både i forhold til sundheden og til miljøet, mener Rose Maimonide. Selvom bomuld som udgangspunkt er et naturmateriale, er konventionel bomuld til tøjproduktion belastende for miljøet, blandt andet fordi det bliver sprøjtet med kraftige pesticider, påpeger hun.

Og så er det ingen sikkerhed for ren økologi, hvis en label på en sparkedragt fortæller, at den er lavet i økologisk bomuld. Det afgørende er, om tøjproduktet som helhed er certificeret. Eksempelvis fortæller det internationale mærke GOTS både, at fibrene er økologisk dyrket, og at tøjet overholder krav til brugen af kemikalier under produktionen, fortæller Rose Maimonide:

– Man kan altså købe en sparkedragt, hvorpå der står, at den er lavet af økologisk bomuld. Det er umiddelbart et godt skridt på vejen, men der står ikke noget om, hvorvidt der er brugt tungmetaller i den røde farve, eller om der er rester af smøreolie fra fabrikken i den tråd, der er brugt. Men hvis sparkedragten har et certifikat som GOTS, er hele processen – produktion, indfarvning og tryk – foregået så økologisk som muligt.

For at styrke barnets immunforsvar i vinterperioden, anbefaler Rose Maimonide sunde fedtstoffer i form af økologiske olier.

– Gå efter olivenolie, kokosolie og den bedste fiskeolie, du kan opdrive. Det er vigtige byggesten i forhold til barnets immunforsvar. Der er rigtig meget dårlig fiskeolie på markedet, og jeg anbefaler altid fiskeolie fra Nordic Naturals. Hvis ikke man vælger fiskeolie i god kvalitet, kan den nærmest skade mere, end den gavner, fordi dårlig fiskeolie udover at være harsk kan være belastet af miljøgifte og tungmetaller.

Men selv de bedste økologiske intentioner kommer til kort, hvis ikke der luftes ud og støvsuges regelmæssigt i hjemmet, påpeger Rose Maimonide:

– Mange gravide og nybagte mødre kan gå meget op i nogle små detaljer. Hvis de skal købe en bamse, skal den absolut være økologisk, og puha, hvad skal de nu gøre, hvis ikke de kan få økologiske pastinakker! Samtidig hober støvet sig op inde på børneværelset. Udluftning og støvsugning skal prioriteres meget højere, for det har meget mere at sige i forhold til barnets sundhed, end om bamsen nu lige er økologisk. En støvet økologisk bamse, der måske aldrig bliver vasket, og som ligger i et børneværelse, hvor der sjældent luftes ud, udsætter i højere grad barnet for skadelig kemi end en eller anden tilfældig bamse, der ikke er økologisk, men bor i et rent hjem med frisk luft.


Fakta

Rose Maimonide er rådgiver og forfatter med speciale i bæredygtig sundhed, helse og økologi, især til børn og gravide. Hun har udgivet "BABY – 100% naturlig uden tilsætning" i 2011 og "Dit sunde barn – sådan!" i 2015. Mere information på rosemaimonide.com.

Del

Journalist

Peter Klar

Andre artikler