Weekly News

Bornholm: Klippeøen der har det hele

Bornholmer og køkkenchef på Kadeau Nicolai Nørregaard inviterer med til barndomslandet Bornholm og fortæller om, hvorfor øen er noget helt særligt, og et sted han selv bliver ved med at vende tilbage til.

Råvarerne på øen modner bedre og alt smager lidt rundere.

Ferien og højtider bliver tilbragt sammen med familien på Bornholm. I løbet af foråret og sommeren, vil man møde Nicolai Nørregaard mere permanent på Bornholm, hvor han deler arbejdet mellem restauranterne i København og på Bornholm. Et besøg på klippeøen bør ifølge Nicolai Nørregaard indeholde vandreture i de varierede og billedskønne landskaber, og så skal man selvfølgelig ikke snyde sig selv for at sætte tænderne i øens råvarer. Nicolai Nørregaard ved her, hvad han taler om, for som den eneste restaurant på Bornholm fik Kadeau i år en Michelinstjerne; præcist som søsterrestauranten i København har haft i flere år.

– Jeg er født og opvokset i Svaneke, og i Østlandet som jo er verdens navle. Som teenager ville jeg væk fra øen, men efter nogle år i København fik jeg sådan en hjemlængsel, at jeg måtte tilbage igen. Siden dengang har jeg delt livet mellem mit Bornholm og København, forklarer Nicolai Nørregaard.

Naturen

Ifølge Nicolai Nørregaard har Bornholm jo det hele. Her er sletter, skove, søer, klipper og masser af små skjulte perler rundt omkring. For eksempel er der Paradisbakkerne. En skov, som netop rummer skovsøer, sprækkedale, bakker og selvfølgelig træer. Det hele ligger idyllisk og generøst strøet ud foran øjnene, og man kan suge til sig af stedets skønhed.

– Gå en tur ved Hullehavn i Svaneke, der er stranden i den sydlige del af byen ved fyret, hvor der er mulighed for at bade fra klipperne og få en forfriskning på den lille cafe. Stranden er ganske særlig, fordi det er en kunstigt anlagt sandstrand her midt i klippehavet. Når man er i den nordlige del af Svaneke, skal man tage vandreskoene på og så gå turen fra Svaneke langs kysten til Listed, simpelthen bare fordi det er en blændende smuk tur, siger Nicolai Nørregaard med et smil. Og fortsætter:

– Når man har nydt stilheden i landskaberne, kan man tage en guidet tur fra Hammerhavnen, og se Hammershus fra søsiden og ikke mindst høre alle røverhistorier her ved drypstensgrotterne. Klippeformationerne Jons Kapel nord for Hasle er også et besøg værd.

Maden

De lange slanke skorstene på husene rundt omkring på Bornholm, giver et vink om, hvor vigtig røgen har været for øen. Traditionen med at ryge madvarerne går langt tilbage i historien, og røgen trækker dybe historiske rødder langt ned i klippegrunden.

– Jeg er født med røg, og selv om der ikke er så mange steder mere, hvor man ryger råvarerne på Bornholm, er det stadig en stor del af køkkenet på øen, og det er en stor del i min madlavning. Er man på Bornholm, skal man smage nogle af de røgede specialiteter, fordi det er en lille bid af den store historie, siger Nicolai Nørregaard.

Foråret kommer ca. 14 dage senere til Bornholm end til resten af landet, men til gengæld varer sommeren længere, fordi når Østersøen først er varmet op, slipper varmen ikke taget i klippeøen. Dermed bliver sommeren noget længere end i resten af Danmark.

– Den lange sommer og vejrforholdene betyder, at råvarerne på øen modner bedre, frugten bliver sødere og alt smager lidt rundere, forklarer Nicolai Nørregaard.

Så gå ombord på klippeøen, der på alle måder har meget at byde på. Her er Nicolai Nørregaards tips til sine yndlingsseværdigheder på Bornholm:


Oluf Høst Museet

I Gudhjem i huset Norresân (Nørresand) boede maleren Oluf Høst fra 1929 frem til sin død i 1966. Siden 1998 har huset fungeret som museum for øens store kunstmaler. Her i huset kan man komme helt tæt på maleren og opleve hans malerier, skitser og tegninger.

Husets store klippehave er i sig selv et besøg værd med de tre terrasser med høje lodrette klippevægge. Øverst ligger Oluf Høsts sommeratelier med udsigt over Gudhjem og hav til tre sider, hvor man tydeligt kan se, at maleren har hentet inspiration til sine værker. På museet er der museumsbutik og biograf, der viser film om mennesket og kunstneren Oluf Høst.

www.ohmus.dk



Mountainbikes rundt om Hammerknuden

Er man til aktiv ferie, så lej mountainbikes, og tag turen rundt om Hammerknuden i nord. Her går turen forbi opal- og krystalsøen, og navnene illustrerer jo fint, hvilket blændende syn, der venter tilskueren her ved nogle af Bornholms ældste granitbrud. Turen byder ikke bare på smukke landskaber, men giver også et indblik i Bornholm fra en tid, hvor granitbrydningen var en stor indtægtskilde på øen. Ruten går også forbi det lille idylliske fiskerleje Vang, der har været udskibningshavn for granit.

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler