Weekly News

Bjergtagende alpin-oplevelser i Norge

Norge har nogle af verdens smukkeste landskaber med stejle fjelde, dybe fjorde, bløde dale og sprøde gletsjere, så langt øjet rækker. Norske Lasse Kjus, der var en af verdens bedste alpine skiløbere, guider en tur rundt mellem fjeldtoppene.

At stå på ski for mig handler om fart og adrenalinkick.

16 OL- og VM-medaljer blev det til for Lasse Kjus, som brændte sit navn fast i den internationale sne op gennem 1990’erne og helt frem til 2006, hvor karrieren som alpin skiløber endte.

Karrieren begyndte at tage fart, allerede da Lasse Kjus var omkring tre år gammel og stiftede sit første bekendtskab med sneen og skiene.

– Det er jo en familietradition at stå på ski i Norge. Gradvist med årene blev jeg bedre og bedre, og så kom jeg på skigymnasium. Jeg tog træningen meget seriøst, fordi det jo var dyrt for min familie at satse på mig. Så jeg gjorde alt jeg kunne, og det lønnede sig for alvor ved VM i Morioka i 1993, hvor medaljerne begyndte at komme.

Lasse Kjus vandt den samlede World Cup to gange, og blandt de 16 medaljer er der fire af guld. Lasse Kjus giver her sit bud på, hvorfor danskerne skal besøge fjeldlandet med den sne, som har givet ham så meget. Og Norge har masser af muligheder og piste-kilometer til skiglade danskere i alle aldre.

– Norge er et smukt og varieret skiland, og så er det lidt vildere end Sverige. Modsat Sydeuropa er det mere udpræget at bo i hytter i Norge, hvilket giver familien en anden og mere hyggelig oplevelse end på hotel. Det er jo let for danskerne at komme til Norge, fordi distancen er kort med gode færgeruter og gode veje, forklarer Lasse Kjus.

Til spørgsmålet om Lasse Kjus af og til bytter de alpine ski ud med langrend, falder svaret prompte:

– Nej da, at stå på ski for mig handler om fart og adrenalinkick, og det får jeg altså ikke på langrendsski. De der ”o2snappere” på langrendsski bruger jo al ilten i luften, og det selskab vil jeg ikke være en del af, fortæller Lasse Kjus med et glimt i øjet og fortsætter:

– Jeg får faktisk ikke stået så meget på ski mere – kun sammen med mine børn. I dag har jeg mere fokus på at spille golf og på at sælge sportstøj.

Lasse Kjus har lanceret tøjmærket Kjus, der henvender sig til skiløbere, golfspillere, og alle der har et aktivt liv. Tøjmærket bliver blandt andet forhandlet i Danmark.

Når ski og tøj er pakket, så sæt kursen mod Norge, hvor der ligger 18 specielt udvalgte nationale turistveje, som også gør vejene til noget helt særligt og seværdigt. Så sæt farten ned, og sug de smukke landskaber til dig, inden skiene bliver fundet frem.

Lyt til gletsjerens hvisken, og indånd den brusende duft fra et vandfald. Der er fuld fart på oplevelserne langs turistruterne, hvor dramatisk natur, dybe fjorde og stejle fjelde bliver akkompagneret af kunstværker langs ruterne skabt af lokale kunstnere.

Det hele er designet specielt til turister i bil, som ønsker at få en ekstra oplevelse. Her er kælet for alle detaljer med kunstneriske rastepladser. De ti nationale turistveje strækker sig fra nord til syd lige fra Atlantic Road omkring Kristiansund til de smukke strande ved Jæren i syd.


Her kommer tre anbefalinger fra Lasse Kjus til at opleve Norge på kryds og tværs på ski:

I Østlandet stiger fjeldene op

En skiferie behøver ikke være langt væk. I den sydøstlige del af Norge og i Oslo-området er der flere gode bud på skidestinationer for hele familien. De nordlige og vestlige dele af Norge domineres af fjelde og enorme gletsjere, men her mod øst viser landskabet sig fra en lidt mildere side. Mere end halvdelen af Norges befolkning bor i Østlandet, der har Oslo som det naturlige samlingspunkt. Op mod den svenske grænse er der masser af små hyggelige byer og masser af skisportsaktiviteter. Lillehammer-regionen har en helt speciel plads i mange vintersportsfans hjerter, fordi det var her de olympiske vinterlege blev afholdt i 1994. Lasse Kjus nævner Kvitfjell og naboen Hafjell, der strækker sig 1.065 meter over havet. Hafjell, der ligger tæt på Lillehammer, er Norges tredjestørste skiområde pakket med aktiviteter. Trysil, der er Norges største skisportsområde omkring Trysilfjellet, er bestemt også et besøg værd. Og man må ikke glemme Hemsedal, der er kendt som Skandinaviens alper, og Geilo med de to bjergsider henholdsvis nord og syd for Geilo by rummer i alt cirka 40 kilometers pister med et varieret udvalg af grønne, blå, røde og sorte pister.

I Østlandet er der masser af muligheder for hele familien, uanset om man er øvet eller spænder skiene på for første gang. Skal det være vildere, så læg vejen forbi Norges tag – fjeldområdet Jotunheimen. Her er krystalklare gletsjere, og hvidpudrede bjergtoppe skyder op i landskabet, hvor du møder Norges højeste fjelde – det 2.469 meter høje Galdhøpiggen og Glittertind på 2.464 meter. I området kan du også se vandfald, floder, søer, gletsjere og dale. Jotunheimen er det område i Nordeuropa med flest fjeldtoppe over 2.000 meter, og de endeløse rækker af fjeldtoppe gør det muligt at finde det rette skiterræn, uanset om man er nybegynder eller vil tage turen fra de over 2000 meter høje tinder direkte ned mod fjordene.

Vestlandet – landet ved fjordene

Vestlandet i Norge er en tur gennem alle følelser og landskaber. Turen bugter sig rundt regnet fra Stavanger i syd op mod Trondheim i nord og byder på nogle af Norges mest varierede skiområder lige fra de blødeste bakker til stejleste tinder. Vintrene i området er milde, og ofte er havnene isfri. Længere inde i landet er det en anden snehistorie med masser af sne og muligheder for at have det sjovt både med og uden ski. Lasse Kjus anbefaler danskerne at opleve Vestlandet med alle fjordene. Turen på ski kunne for eksempel gå til Voss og Stranda – blot for at nævne nogle få.

I Vestlandet er der flere skiområder med lifte, men mange vælger at tage turen mod toppen på ski, fordi området byder på noget af verdens mest spektakulære natur. Det er her i Vestlandet, du møder den mægtige Sognefjord, som er Norges længste og dybeste fjord, der skærer sig gennem landskaberne. Du skal kun være her et øjeblik for at fornemme, at det netop var i disse landskaber, at digtere, forfattere og musikere fandt inspiration op gennem den romantiske periode. UNESCO har blandt andet Nærøyfjorden, en arm af den 204 kilometer lange Sognefjord, på listen over seværdigheder og verdensarv. Lasse Kjus fortæller, at her i Vestlandet er der rig mulighed for at køre i den løse puddersne. Området er stort, og man kan vælge et af de mange skisportssteder eller prøve kræfter med fjeldene på egen hånd, hvis man altså har erfaringen og kan læse vind og vejr. Er man mere til de mildere landskaber, findes de også strøet med rund hånd i Vestlandet, der byder på alle slags landskaber fra strande og bløde bakker over fjorde til høje sneklædte tinder.

Lofoten – ekstremt arktisk skiløb langt mod nord

Står den på de helt ekstreme oplevelser, så anbefaler Lasse Kjus en ”top-tur” til Lofoten langt mod nord, hvor man står på ski i nysneen ned fra de stejle fjeldtoppe og direkte ned mod havet. Turene er pakket med adrenalin og spektakulære fjelde, der skyder direkte op fra havet i 1.500 meters højde. Lofoten, der er en norsk øgruppe i det nordlige Atlanterhav, består af en håndfuld småøer, der er kendt for fiskeri, midnatssol, nordlys og ikke mindst rå natur i verdensklasse.

Lasse Kjus anbefaler, at man kontakter nogle af de lokale guides, fordi det handler om at læse vejret og sneen rigtigt for at få den store oplevelse. På grund af den varme Golfstrøm har Lofoten et meget mildere klima end andre dele af verden på samme breddegrader. Men tag ikke fejl; det her er vildmark og uforfalskede oplevelser i et område, hvor det er naturen, som sætter dagsordenen. Så her skal du kigge langt efter skilifter og skiskoler, men for de mest hard core skientusiaster er der ingen vej udenom – sådan en ”top-tur” skal prøves, og hvorfor ikke kombinere med en tur i hundeslæde, når man nu er på de kanter? Mellem slutningen af maj og midten af juli kan du boltre dig under midnatssolen, mens nordlyset flagrer over nattehimlen mellem september og midten af april.

En anden anbefaling fra Lasse Kjus langt mod nord er Lyngen Alperne ved Tromsø, der også byder på arktisk skiløb helt fra toppene til havoverfladen. Her er vi oppe nord for polarcirklen omkring 2.000 kilometer nord for Oslo i den frådende natur. Turene mod nord er ikke for begyndere, men en fantastisk oplevelse for den erfarne skiløber.


Fakta

Lasse Kjus, der er født 14. januar 1971 i Siggerud Norge, vandt i 1990’erne og op gennem 2000’erne hele 16 OL- og VM-medaljer i alpint skiløb. Lasse Kjus vandt i sin karriere den samlede World Cup to gange. Blandt de 16 medaljer er de fire af guld, én i OL- og tre i VM-sammenhæng.

Norge har enorme fjeld- og skovområder og udstrakte vidder, som betyder, at kun cirka tre procent af arealet er dyrkbart. Norge har cirka 5,1 millioner indbyggere, hvoraf cirka en million bor i og omkring hovedstaden Oslo.

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler